Kurator brief 2024
Baggrund
The Mindcraft Project er en dansk platform, der siden 2008 har arbejdet for at løfte nyskabende dansk kunsthåndværk og design ud til et stort internationalt publikum. I mere end et årti præsenterede The Mindcraft Project dansk kunsthåndværk og design på årlige udstillinger i Milano. I dag er The Mindcraft Project en platform med en betydelig international gennemslagskraft. Platformen arbejder med et dedikeret fokus på formidling om danske designere og kunsthåndværkere gennem digitale udstillinger, videoer, eksklusive designerprofiler, interviews, artikler mm.
I 2024 skal 10 danske kunsthåndværkere og designere udvælges til at deltage i den digitale udstilling The Mindcraft Project 2024, hvor deres værker, visioner og kunstneriske kompetencer blive formidlet til et bredt publikum i ind- og udland.
Kriterier for udvælgelse af 10 designere & kunsthåndværkere
Kriterier for udvælgelsen af designere/kunsthåndværkere til The Mindcraft Project 2024:
1) The Mindcraft Project 2024 skal præsentere et udsnit af Danmarks bedste professionelle designere og kunsthåndværkere, der arbejder eksperimenterende med materialer og formgivning indenfor deres respektive felter (hele spektret fra unika til industrielt design).
2) De 10 deltagere skal være kendetegnet ved at være fremtrædende på den danske designscene netop nu og gerne på nippet til eller i gang med et internationalt gennembrud.
3) Minimum 5 af årets designere/kunsthåndværkere skal være nye – dvs. må ikke have været med i The Mindcraft Project tidligere.
Kriterier for udvælgelsen af de konkrete værker til The Mindcraft Project 2024:
1) De udvalgte værker/projekter skal være af høj professionel og kunstnerisk kvalitet.
2) Det er ikke et krav at værkerne skal være nye.
I udvælgelsen af de konkrete værker ønsker vi at lægge vægt på et eller flere af følgende punkter:
1) Værker hvor designeren/kunsthåndværkeren forholder sig til fremtidens udfordringer (herunder bæredygtighed, ressourceknaphed, klima, biodiversitet mm.)
2) Værker som gennem formgivning og æstetiske oplevelser og fortællinger kan inspirere til forandring.
3) Værker der bidrager til nytænkning – f.eks. gennem innovativ anvendelse af materialer, teknologi, eller produktionsmetoder.
4) Værker hvor den håndværksmæssige kvalitet er exceptionel høj.